Tid Søg Hjælp
    . .Emner > Højmosen
 
Højmosen       Printvenlig version
- Af Thomas Boll

Den danske højmose er en meget interessant og unik form for natur, som desværre ofte bliver overset i forbindelse med formidlingen af dansk natur. Men aflægger man først højmosen et besøg, vil man hurtigt opdage, hvorfor den er noget helt specielt. 

Sphagnumplanten ligner alm. mos, men er ikke beslægtet med det.
Foto: TB

Hvad er en højmose
En højmose er, som navnet antyder, en mose, der består af op til 5 m tykke lag af planterester fra sphagnumplanten. Sphagnumplanten har svampelignende egenskaber, hvilket gør den i stand til at holde på store mængder vand. Højmosen adskiller sig fra lavmosen ved at have et lukket vandsystem. Det betyder, at højmosen ikke har direkte kontakt med grundvandet, men får tilført alt sit vand fra nedbøren.                                              
Et billede på højmosens lukkede vandsystem beskrives bedst, hvis man forestiller sig en stor badesvamp i en plasticskål. Svampen i skålen illustrerer det lukkede vandsystem og svampen spagnummens vandsugende egenskaber.                            
           
En højmosen er et meget specialiseret økosystem, og det er kun de mest tilpassede planter, der kan leve her. Det meget specielle miljø som findes i højmoser, skyldes sphagnumplantens mange egenskaber:

  • Sphagnumplanten skaber et surt miljø, med en pH på 3-4
  • Sphagnumplanten skaber et meget næringsfattigt miljø.
  • Sphagnumplanten skaber et meget fugtigt miljø.

Højmosen er sur

Det sure miljø i en højmose er med til at holde artsdiversiteten (antallet af forskellige planter i et økosystem) nede. Kun 25 plantearter kan leve på højmosen, og det er det eneste økosystem i Danmark, hvor der ikke kan gro træer. Heller ikke mange bakterier kan leve i det sure miljø, hvilket betyder, at nedbrydningen af dødt plantemateriale enten går meget langsomt eller gå helt i stå.       
 
Grauballemanden – Foto www.wikipedia.dk

Højmoser virker derfor stærkt konserverende, og pH-værdien svarer til den man finder i et glas syltede rødbeder. Derfor kan man i højmoser ofte finde meget gamle velbevarede frø, blade og træstubbe. Denne konserverende egenskab kan forskere bruge til at få en ide om, hvordan Danmark har set ud i f.eks. jernalderen, ud fra mængden af pollen og plantefrø i de forskellige lag i mosen. F.eks. kan man i en højmoseprofil se, hvornår hveden blev indført som kulturplante i Danmark, eller hvornår Hiroshima og Nagasaki bomberne sprang.
Verdens bedst bevarede moselig er fundet i en højmose i nærheden af den lille by Grauballe tæt ved Silkeborg. Moseliget har taget navn efter den lille by, og kendes i dag under navnet grauballemanden. Grauballemanden er dateret vha. kulstof 14 metoden til en alder på 2030 år. Liget var så godt bevaret, at man tydeligt kunne se hår, negle og skægstubbe. Selv hans fingeraftryk var ligeså tydelige, som på levende mennesker.
Det sure miljø i højmosen skyldes spagnumplantens evne til at danne syre vha. ionbytning. Brint ioner (H+) fra regnvand byttes med magnesium (Mg++) calcium Ca++) kalium (K+) og natrium (Na+) ioner fra sphagnumplanten. Ved denne ionbytning opstår der et overskud af H+ ioner, der gør højmosen sur.

Der lever kun ca. 25 forskellige plantearter på en højmose pga. det sure og næringsfattige miljø.
Foto: TB

Næringsfattigt miljø
Ud over at være sur er højmosen meget næringsfattig, hvilket skyldes det lukkede vandsystem. Den eneste mulighed for næringstilførsel er via regnvandet, og hvad der ellers måtte falde ned på mosen af fugleklatter. Én af de største trusler mod højmosen er tilførsel af næring. Det første ”sygdomstegn” fra højmosen er nye plantearter, der invaderer højmosen. Specielt birk er hurtig på banen efter forhøjet tilførsel af næring. Den dag i dag er højmoserne i Danmark alle i fare for at få tilført næring via luften og dermed langsomt blive til skov og forsvinde. Denne tilførsel af næring kommer af landbrugets svineproduktion, som er ansvarlige for store udslip af næringssalt til atmosfæren, bl.a. i form af Ammoniak (NH3). Der findes i dag mellem 15 og 20 mio. svin i Danmark.

Spagnum holder på vandet
En tredje unik egenskab ved spagnumplanten er dens evne til at suge vand til sig og holde på det. Sphagnumplanten gror ved strækvækst, hvilket betyder, at planten i princippet lever evigt. Den strækker sig langsomt mod lyset, mens det nederste af planten dør. De døde planter har nogle hule celler i bladene, som fyldes med vand, når det regner. Vandet kan ikke løbe ud af cellerne igen, og sphagnumplanten kan suge 25 gange sin tørvægt. Derfor kan højmosen holde på vandet, selvom grundvandsspejlet ofte ligger mange meter lavere. En højmose har en vandprocent på ca. 95, men trods den høje vandprocent kan man stadig gå på en højmose. Det svarer næsten til, at man kunne gå på sødmælk, som har en vandprocent på 95 %. Det er spagnumplantens sammenbindende evne, der gør, at man alligevel kan gå på højmosen. Bevæger man sig ud på en højmose, er man ikke i tvivl om det høje vandindhold. Sphagnummen under ens fødder bølger og gynger, og det føles som at gå rundt på en enorm vandseng. Faktisk ligger højmosen lige på grænsen mellem terrestrisk eller akvatisk type; man kan altså spørge, om vi er på noget der er land eller vand.

Højmosen dannes ofte i en sø og breder sig derfra. Hvert år hæver højmosen sig ca. 1 mm.
Foto: www.skovognatur.dk

lavere. En højmose har en vandprocent på ca. 95, men trods den høje vandprocent kan man stadig gå på en højmose. Det svarer næsten til, at man kunne gå på sødmælk, som har en vandprocent på 95 %. Det er spagnumplantens sammenbindende evne, der gør, at man alligevel kan gå på højmosen. Bevæger man sig ud på en højmose, er man ikke i tvivl om det høje vandindhold. Sphagnummen under ens fødder bølger og gynger, og det føles som at gå rundt på en enorm vandseng. Faktisk ligger højmosen lige på grænsen mellem terrestrisk eller akvatisk type; man kan altså spørge, om vi er på noget der er land eller vand.

Dræn og afvanding
En anden fare for højmosen er afvanding/dræn. Dræning af højmoser er blevet praktiseret i stor stil i Danmark. Efter tabet af Slesvig i 1864 stiftede Enrico Mylius Dalgas Det danske Hedeselskab, der arbejdede for at indvinde tidligere uopdyrket land under mottoet ”Hvad udad tabes skal indad vindes”. Dræningen og opdyrkningen af højmoser har været yderst effektiv, og man mener, at der i dag kun er 5 % tilbage af de danske højmoser. I Nordjylland ligger Store Vildmose der engang var Europas største højmose. I 1921 begyndte Det Danske Hedeselskab, at dræne og strø kalk over det meste af Store Vildmose for at hæve pH værdien. I dag er det meste af den 64km2 store mose kartoffelmarker eller græsningsarealer til husdyr. Store Vildmose havde i 1921 en alder på 2300 år og en tykkelse på 2.5 meter. I dag forsvinder der 4 cm sphagnummuld hvert år, som følge af kartoffeldyrkning.

Der dyrkes kartofler på gammel højmose bund i Store Vildmose.
Foto: www.Vildmose.dk

Kyotoprotokol
Inden for det sidste år er der opstået en stor international interesse for lav og høj moser. Denne interesse bygger på det faktum, at 33 % af verdens organiske kulstof er bundet i planterester i højmosen. Det sure miljø i en højmose standser nedbrydningen af alt organisk materiale, og binder derved store mængder CO2 i planteresterne. Derfor er der også politiske kræfter, der prøver at få moser ind under Kyotoprotokollen (Internationalt samarbejde om CO2), for derved at pynte på det samlede CO2 regnskab. Måske vil der, med andre ord komme mere fokus på at genoprette højmoserne, eftersom sphagnum oplagrer CO2 bedre end nogen anden plante, da den bliver ved med at binde kulstof i tusindvis af år. Hvis man sammenligner med skoven, vil den have oplagret sit maksimum efter blot 50-100 år, hvorefter der frigives der lige så meget CO2, som der bliver optaget.  
  

Aktiviteter og formidlingsideer på højmosen
Er man på tur ved en højmose, er der her nogle ideer til aktiviteter og forsøg, man kan lave ved mosen:

  • Gå forsigtigt ud på en højmose og lav nogle små hop på stedet. Så vil man opdage at mosebunden giver efter, og at der ved små hop dannes bølger i sphagnummen. Prøv at se hvor langt væk man kan mærke en bølgebevægelse. At gå på en højmose minde om at gå på en vandseng.
  • Test højmosens surhedsgrad med indikatorpapir eller et pH-meter. Tag ikke prøven fra kanten af mosen, da vandet her er mere neutralt, men hent den om muligt fra midten af mosen.
  • Man kan teste tykkelsen af en højmose ved at stikke en lang bambuspind ned i mosen (bind evt. to pinde sammen for at opnå en længere pind). Man bliver overrasket over, hvor relativt let pinden glider gennem spagnummen. Dette illustrer både tykkelsen samt det høje vandindhold i mosen.

OBS!
Højmosen er meget følsom over for slid. Gå derfor forsigtigt på den, og ikke mere end højst nødvendigt. Og husk altid at søge tilladelse af ejere eller myndigheder før du bevæger dig ud på højmosen.

 

Forside
Områder
Emner
Projektet
Links
Kontakt